SNP-DNA

SNP-DNA er en international retsgenetisk analysemetode baseret på såkaldte single nucleotide polymorphisms — enkeltbogstavsændringer på bestemte positioner i DNA-sekvensen, som fungerer som genetiske markører. Disse minimale variationer i arvestoffet forekommer naturligt i befolkningen og kan bruges til at skelne mellem individer, fastslå slægtskab eller knytte biologiske spor til en bestemt person.

I modsætning til klassiske STR-baserede DNA-profiler, som kræver relativt velbevaret og tilstrækkeligt stort biologisk materiale, er SNP-analyser anvendelige på selv meget begrænsede eller nedbrudte prøver. Det gør metoden særligt værdifuld i sager, hvor bevismaterialet er gammelt, forurenet eller på anden vis kompromitteret — eksempelvis i kolde sager, der genåbnes årtier efter forbrydelsen.

I sagen om drabet på Birgitte Tengs, der fandt sted i Norge i 1995, spillede SNP-baseret DNA-analyse en central rolle i de efterforskningsmæssige gennembrud, der kom mange år efter drabet. Norsk politi anvendte metoden til at analysere biologiske spor fra gerningsstedet, og resultaterne bidrog til at identificere en mistænkt på et tidspunkt, hvor traditionelle metoder ikke i sig selv havde givet afgørende svar.

SNP-analyser kan desuden benyttes til fænotypisk profilering, det vil sige en vurdering af sandsynlige ydre kendetegn hos en ukendt person, samt til genealogisk efterforskning, hvor man via offentlige DNA-databaser forsøger at identificere slægtninge til en ukendt gerningsmand. Disse anvendelser er internationalt anerkendte, men rejser også etiske og juridiske spørgsmål om privatlivets fred og brugen af genetiske oplysninger fra tredjeparter.

Metoden er ikke bundet til én national retstradition, men reguleres forskelligt fra jurisdiktion til jurisdiktion. Fælles for de lande, der anvender SNP-analyser i straffesager, er et krav om videnskabelig validering og dokumenterbar reproducerbarhed, før resultaterne kan tillægges bevismæssig vægt.