bandekrig
Væbnet konflikt mellem rivaliserende kriminelle grupper, der eskalerer gennem gengældelsesaktioner med skyderier, sprængninger og drab, men ikke en selvstændig strafferetlig betegnelse i dansk lov.

Definition
Bandekrig betegner en eskaleret, vedvarende konflikt mellem konkurrerende kriminelle organisationer, typisk bander eller rockergrupper, der udkæmpes gennem systematisk vold som skydeepisoder, bomber, likvidering af modstandere og hævnaktioner. Begrebet stammer fra den almindelige sprogbrug og mediernes dækning af organiseret kriminalitet, men udgør ikke en juridisk defineret forbrydelseskategori i dansk straffelovgivning.
I modsætning til hvad betegnelsen antyder, findes der ingen særskilt straffebestemmelse om "bandekrig" eller deltagelse heri. Når politiet efterforsker og anklagemyndigheden rejser tiltale i sager relateret til bandekonflikter, anvendes i stedet de almindelige straffebestemmelser for de konkrete handlinger: drab og drabsforsøg efter straffelovens kapitel 25, grov vold, overtrædelser af våbenloven ved ulovlig besiddelse af skydevåben og sprængstoffer, samt eventuelt strafansvar for deltagelse i eller ledelse af en kriminel organisation.
Bandekriges karakteristik ligger i den gensidige eskalering, hvor hver voldelig handling udløser gengældelse fra modstandergruppen, hvilket skaber en selvforstærkende spiral af vold. Dette adskiller fænomenet fra enkeltstående kriminelle konfrontationer. Den cykliske natur betyder, at både gerningsmænd og ofre ofte skifter roller gennem konfliktens forløb, og at volden kan ramme personer uden direkte tilknytning til de stridende parter, herunder tilfældige forbipasserende.
Retshåndhævelsen af banderelateret kriminalitet bygger på de konkrete beviser for individuelle handlinger fremfor en overordnet klassifikation af "bandekrig". Domstolene vurderer hver handling selvstændigt efter straffelovens bestemmelser, selvom det faktum at en forbrydelse er begået som led i en bandekonflikt kan indgå som skærpende omstændighed ved strafudmålingen. Den manglende særskilt lovregulering afspejler det strafferetlige princip om, at ansvar knyttes til konkrete handlinger snarere end til abstrakte tilstande eller tilhørsforhold.





