Ardeatine-massakren — 335 civile henrettet af SS-officer

Sagen kort

Ardeatine-massakren er betegnelsen for en af Anden Verdenskrigs mest brutale krigsforbrydelser på italiensk jord — en systematisk henrettelse af 335 civile, som tyske SS-styrker gennemførte i underjordiske huler syd for Rom den 24. marts 1944. En af de centrale gerningsmænd var Karl Hass, SS-Sturmbannführer og efterretningsofficer, der mere end et halvt århundrede efter forbrydelsen blev stillet for en italiensk militærdomstol og idømt livstid.

Forbrydelsen

Den 23. marts 1944 udførte italienske partisaner et bombeangreb i Via Rasella i Rom, der kostede 33 tyske soldater livet. Den tyske besættelsesledelse reagerede med en kold kalkule: ti civile italienere skulle henrettes for hver dræbt soldat. Resultatet var en liste på 335 navne — politiske fanger, jøder, tilfældige borgere fra Roms gader — mennesker der intet havde med angrebet at gøre.

Den 24. marts 1944 blev ofrene transporteret til Fosse Ardeatine, et net af vulkanske huler cirka 14 kilometer syd for Roms centrum. Her blev de ført ind i hulerne i grupper, tvunget i knæ og skudt i nakken. Ligene blev efterladt i hulerne, som tyskerne forsøgte at forsegle med sprængstoffer for at skjule beviserne. Massakren var ikke et spontant udbrud af vold — den var en planlagt, bureaukratisk organiseret krigsforbrydelse udført af trænede SS-officerer.

Karl Hass spillede en direkte rolle i gennemførelsen. Han var ikke en perifer figur i kommandokæden, men en aktiv deltager i en aktion, som han var fuldt bevidst om og medvirkede til at eksekvere.

Ofrene

De 335 ofre kom fra vidt forskellige baggrunde. Blandt dem var 75 jøder, der allerede sad fængslet under den tyske besættelses jødeforfølgelse i Rom. Andre var kommunister, modstandsfolk, kriminelle og civile, der var blevet anholdt i tilfældige razzia-aktioner i dagene op til massakren. Mange familier i Rom mistede fædre, brødre og sønner. Fosse Ardeatine er i dag et nationalt minde- og gravsted i Italien, besøgt af hundredtusinder hvert år.

Efterforskning

Efter krigens afslutning forsvandt mange af de ansvarlige for massakren ud af syne. Karl Hass bosatte sig i Schweiz og arbejdede i årtier som informant for efterretningstjenester — herunder angiveligt CIA. Den kolde krigs logik beskyttede mange tidligere nazister, der havde nyttig viden om kommunistiske netværk, mod retsforfølgelse.

Det afgørende vendepunkt kom i 1994, da en argentinsk tv-station identificerede den tidligere SS-officer Erich Priebke som levende og bosiddende i Argentina. Priebke var en anden nøglefigur i Ardeatine-massakren. Hans udlevering til Italien satte gang i en ny retslig proces, og italienske anklagere indkaldte Karl Hass som kronvidne.

I 1996 rejste Hass fra Schweiz til Italien for at vidne i Priebke-sagen — Erich Priebke-sagen. Men da det under afhøringen den 9. august 1996 stod klart, at han selv var i farezonen for tiltale, forsøgte den dengang 83-årige Hass at flygte ved at springe fra en hotelbalkon. Han pådrog sig skader ved faldet og blev herefter placeret under husarrest i Italien, mens anklagemyndigheden forberedte tiltale mod ham personligt.

Ifølge et italiensk parlamentsdokument havde den militære efterforskning i mange år haft Hass på listen over mulige tiltalte, men han var enten forblevet ikke-identificeret eller utilgængelig for det romerske militæranklagemyndighed.

Retssag og dom

Den italienske militærdomstol i Rom indledte sagen mod Karl Hass parallelt med den igangværende sag mod Priebke. Bevismaterialet pegede entydigt på Hass' aktive deltagelse i massakren — ikke blot i kraft af hans stilling i SS-hierarkiet, men som en mand der konkret var til stede og bidrog til at eksekvere henrettelserne.

I 1998 idømte den italienske militærdomstol Karl Hass livstid for krigsforbrydelsen. Kassationsretten — Italiens øverste domstol — stadfæstede dommen. Det var en historisk dom: mere end et halvt århundrede efter forbrydelsen blev en af dens direkte gerningsmænd endelig stillet til regnskab.

Grundet sin høje alder og helbredstilstand afsonede Hass ikke sin straf i et almindeligt fængsel, men i en italiensk klinik. Kritikere bemærkede, at mange krigsforbrydere fra denne generation i praksis undgik reelt fængselsophold — en kilde til bitterhed for overlevende og ofres familier.

Eichmann-retssagen og Nürnbergprocesserne er de mest kendte parallelle eksempler på den internationale retsopgørs kompleksitet med nazistiske krigsforbrydere.

Sagen i dag

Karl Hass døde den 21. april 2004 i en italiensk klinik, 92 år gammel, stadig under dom. Hans død satte et punktum for en personlig retfærdighedsrejse, der havde taget 60 år.

Fosse Ardeatine er i dag et levende minde om massakren. Hulerne fungerer som nationalt monument og museum, og hvert år den 24. marts samles italienske statsmænd, overlevende og pårørende til mindehøjtidelighed. Sagen mod Hass og Priebke har i Italien fået status som centrale referencepunkter i den nationale bevidsthed om besættelsestiden og det ansvar, der følger med krigsforbrydelser.

Sagen rejste — og rejser stadig — spørgsmål om, hvorfor det tog over 50 år at retsforfølge kendte gerningsmænd, og hvilken rolle vestlige efterretningstjenesters beskyttelse af tidligere nazister spillede i denne forsinkelse. Klaus Barbie-sagen er et beslægtet eksempel på samme problematik.

Ardeatine-massakren forbliver en af de mest dokumenterede og symbolsk vigtige krigsforbrydelser fra Italiens besættelsesperiode — og Karl Hass' domfældelse i 1998 en sen, men konkret sejr for retfærdighed.