Joachim Kroll – seriemorder i Ruhrgebiet 1955–1976

Sagen kort

Joachim Georg Kroll begik over to årtiers tid en række af de mest alvorlige forbrydelser i Vesttysklands efterkrigshistorie. Fra 1955 og frem til sin anholdelse i juli 1976 dræbte han kvinder og børn i Ruhrgebiet, og hans forbrydelser omfattede seksuelle overgreb, ligskaending og kannibalisme. Han er i samtiden og eftertiden blevet betegnet som Menschenfresser von Duisburg og Ruhrkannibale. Sagen rystede en hel region og satte dybe spor i den tyske retshistorie. Wikipedia (de) giver en detaljeret oversigt over sagens forløb fra første kendte gerning til retssagens afslutning.

Forbrydelsen

Krolls kendte gerningsperiode strækker sig fra 1955 til 1976 – mere end tyve år. Hans gerningssteder lå spredt over et bredt geografisk område i og omkring Ruhrgebiet, herunder Duisburg, Essen, Dinslaken, Walsum, Wuppertal, Lüdinghausen, Marl, Rheinhausen, Kirchhellen/Bottrop og Burscheid. Ofrene var overvejende kvinder og piger i vidt forskellige aldre; blandt dem tæller fireårige Marion Ketter, der var et af hans yngste ofre.

Blandt de retsbevisede ofre findes Irmgard Strehl, Erika Schuletter, Klara Frieda Tesmer, Manuela Knodt, Petra Giese, Monika Tafel, Barbara Bruder, Hermann Schmitz, Ursula Rohling, Ilona Harke, Maria Hettgen og Marion Ketter. KrimiNyt har valgt ikke at gengive yderligere personlige oplysninger om ofrene af hensyn til de efterladte.

Kroll angav selv under afhøring at have begået 14 drab i løbet af sin gerningsperiode. Retten nåede ved bevisførelse frem til otte mord og ét mordsforsøg. Diskrepansen mellem Krolls egne udsagn og de retsbevisede forhold afspejler de efterforskningsmæssige udfordringer i en sag, der strakte sig over så lang en årrække og så mange gerningssteder.

Nationalgeographic.de beskriver i en artikel fra 2023, hvordan Krolls forbrydelser i årevis forblev uopklarede, dels fordi nogle drab fejlagtigt blev tilskrevet andre gerningsmænd, dels fordi politiet ikke i første omgang forbandt de spredte sager med én og samme person.

Efterforskning

Den direkte anledning til Krolls anholdelse var ikke resultatet af en traditionel efterforskningsmæssig gennembrud, men en praktisk omstændighed: En tilstoppet afløbsrør i hans lejlighedsbygning i Duisburg. Da politiet den 3. juli 1976 undersøgte proppen i afløbet, fandt de menneskelige rester i rørene. Fundet ledte straks til Kroll, der boede i bygningen, og han blev anholdt samme dag.

Efterforskningens omfang var betydeligt. Politiet måtte gennemgå mere end to årtiers uopklarede sager fra en stor del af Ruhrgebiet for at kortlægge det fulde billede af hans gerninger og identificere ofrene. Sagens kompleksitet – geografisk spredning, lang tidshorisont og overlap med sager, der tidligere var henlagt eller tilskrevet andre – gjorde efterforskningen til en af de mest ressourcekrævende i regionen i efterkrigstiden.

Retssag og dom

Retssagen mod Joachim Kroll begyndte den 5. oktober 1979 ved Schwurgericht (nævningeretten) under Landgericht Duisburg. Sagen strakte sig over 151 retsdage – et vidnesbyrd om dens omfang og kompleksitet. Die Zeit dækkede rettens åbning og beskrev allerede i oktober 1979 sagens otte grausame Morde og den byrde, der hvilede på anklagemyndighed og forsvar.

Den 8. april 1982 faldt dommen: Joachim Kroll blev fundet skyldig i otte tilfælde af mord og ét tilfælde af forsøg på mord og idømt fængsel på livstid.

Kroll afsonede sin straf i fængslet JVA Rheinbach, hvor han døde den 1. juli 1991 af hjerteanfald.

Sagen i dag

Joachim Krolls sag er fortsat et centralt referencepunkt i studiet af seriemord i Europa. Den rejste og rejser stadig spørgsmål om, hvordan seriemord med spredte gerningssteder og lang tidshorisont kan identificeres og kobles tidligere i efterforskningsforløbet. Focus Online har i et interview med en sagkyndig belyst, hvad der drev Kroll, og sagen analyseres fortsat i kriminologisk og retsmedicinsk sammenhæng.

For ofrenes familier markerer dommen fra 1982 og Krolls død i 1991 retlige og faktiske endepunkter, men sårene fra forbrydelserne rækker langt videre end retssalens vægge.