Brookfield, Connecticut, USA, 1981 — opklaret drabssag med historisk retsafgørelse
Arne Cheyenne Johnson-sagen er en amerikansk drabssag fra februar 1981, hvor den 19-årige Arne Cheyenne Johnson dræbte sin 40-årige udlejer Alan Bono i Brookfield i Connecticut. Sagen er internationalt kendt som "The Devil Made Me Do It"-sagen, fordi forsvaret som det første i amerikansk retshistorie forsøgte at gøre dæmonisk besættelse gældende som juridisk forsvar i en drabssag. Retten afviste argumentet, og Johnson blev dømt for manddrab af første grad ved Connecticut Superior Court i Danbury.
Drabet fandt sted den 16. februar 1981 i forbindelse med en sammenkomst ved Alan Bonos bopæl i Brookfield, Connecticut. Ifølge sagens akter brød der en konflikt ud mellem Johnson og Bono, og Johnson trak en lommekniv og stak udlejeren mere end 20 gange. Bono afgik ved døden som følge af de mange stiksår.
Johnson var på drabstidspunktet 19 år gammel og havde efter sagens oplysninger ingen tidligere kriminel fortid. Han havde i maj 1980 flyttet ind hos sin kæreste Debbie Glatzels familie, og det var igennem dette familieforhold, at den senere så omtalte forbindelse til parret Ed og Lorraine Warren og deres påståede eksorcismer opstod.
Johnson moves in with Glatzel family
Arne Cheyenne Johnson moves into the home of his girlfriend Debbie Glatzel in Connecticut, several months before the killing.
Killing of Alan Bono
Johnson stabs his landlord Alan Bono more than 20 times with a pocketknife at Bono's residence in Brookfield, Connecticut.
Lorraine Warren contacts police
Demonologist Lorraine Warren informs Brookfield police that Johnson had been possessed at the time of the killing.
Trial begins in Danbury
Proceedings open in Connecticut Superior Court in Danbury, where the judge rules the demonic possession defense inadmissible.
Det eneste offer i sagen var Alan Bono, 40 år, der både var Johnsons udlejer og bekendt af familien Glatzel. De foreliggende kilder beskriver Bono som arbejdsgiver og vært ved den sammenkomst, hvor drabet fandt sted. Sagen rummer ikke flere ofre, men den intense medieopmærksomhed har siden i høj grad fokuseret på den unge gerningsmand og hans forsvar frem for på Bonos liv og baggrund.
Efterforskningen blev forestået af politiet i Brookfield, Connecticut. Allerede dagen efter drabet henvendte den paranormale efterforsker Lorraine Warren sig til politiet og oplyste, at Johnson efter hendes vurdering havde været dæmonisk besat på gerningstidspunktet. Warren-parret havde forud for drabet været involveret i en påstået eksorcisme af Debbie Glatzels yngre bror, David Glatzel, og denne forbindelse blev central for den medieopmærksomhed, sagen senere fik.
De væsentligste beviser i sagen var selve drabshandlingen — de mange knivstik mod Bono — samt underskrevne forklaringer fra vidner og de involverede parter. Da forsvaret indledningsvis lagde op til at føre besættelse som argument, kom efterforskningen og bevisførelsen til at dreje sig om både de fysiske omstændigheder ved drabet og om den åndelige kontekst, som forsvaret ønskede at trække ind i retssalen.
Guilty verdict
Johnson is convicted of first-degree manslaughter after the defense pivots to a self-defense argument.
Sentencing
Johnson is sentenced to 10 to 20 years in prison.
Release after about five years
Johnson is released from prison after serving approximately five years of his sentence.
Retssagen blev ført ved Connecticut Superior Court i Danbury. Forsvarets oprindelige strategi var at argumentere for, at Johnson ikke kunne holdes strafferetligt ansvarlig, fordi han havde været besat af en dæmon i gerningsøjeblikket. Dommeren afviste imidlertid besættelsesforsvaret med den begrundelse, at det ikke kunne bevises videnskabeligt eller objektivt og derfor ikke kunne fremlægges for nævningene. Efter denne afgørelse skiftede forsvaret strategi og førte i stedet selvforsvar som hovedargument.
Den 24. november 1981 blev Arne Cheyenne Johnson fundet skyldig i manddrab af første grad — ikke i overlagt mord. Den 18. december 1981 afsagde retten dom og idømte ham 10 til 20 års fængsel. Johnson afsonede ifølge sagens dokumentation omkring fem år, før han blev løsladt.
Arne Cheyenne Johnson-sagen er endeligt opklaret og afgjort med en gyldig dom, og den indgår i dag i amerikansk retslitteratur som et standardeksempel på grænserne for, hvilke forsvar en domstol vil tillade. Sagen er behandlet i juridiske artikler om dæmonisk besættelse som drabsforsvar, og den indgår fortsat i debatten om sindssygeforsvar og overnaturlige forklaringer i strafferetten.
Mediemæssigt har sagen fået fornyet opmærksomhed gennem flere true crime-formater, blandt andet en episode af Red Web-podcasten og en dokumentarisk YouTube-video med titlen "The Devil Made Me Do It: The Trial of Arne Johnson". Sagens forbindelse til Ed og Lorraine Warrens paranormale virksomhed har desuden gjort den til et tilbagevendende emne i populærkulturelle fremstillinger af det okkulte i amerikansk retshistorie.