Fire kvinder dræbt i Californien 1977–1994 — dømt 2013
Joseph Naso-sagen er betegnelsen for en amerikansk seriemordsag, hvor den tidligere kommercielle fotograf Joseph Naso i 2013 blev dømt for at have myrdet fire kvinder i Californien mellem 1977 og 1994. Naso, der blev født 7. januar 1934, blev idømt dødsstraf som 79-årig efter en retssag i Marin County, Californien. Sagen fik massiv medieopmærksomhed på grund af det makabere bevismateriale, der blev fundet i gerningsmandens hjem: en håndskrevet "voldtægtsdagbog", hundredvis af fotografier af bevidstløse kvinder og personlige ejendele tilhørende ofrene. Medierne gav ham tilnavnene "Crazy Joe", "Double Initial Killer" og "Alfabet-morderen" på grund af et mønster i ofrenes navne.
Joseph Naso brugte sit virke som freelance-fotograf som dække for sine forbrydelser. Ifølge anklagemyndigheden lokkede han kvinder med løfter om modelarbejde og fotografering, hvorefter han bedøvede dem med stoffer, fotograferede dem i forskellige stadier af afklædning, voldtog dem og til sidst kvalte dem.
Det mest slående ved Nasos forbrydelser var den omhyggelige dokumentation, han førte. Under anholdelsen i april 2010 fandt myndighederne i Nevada en håndskrevet dagbog, som anklagere beskrev som en "voldtægtsdagbog", hvor Naso havde noteret detaljer om overgreb på kvinder. Desuden blev der fundet omfattende fotografisk materiale: billeder af bevidstløse kvinder i forskellige positioner, hvor det var tydeligt, at de ikke var ved bevidsthed eller i stand til at give samtykke.
First Known Murder
Roxene Roggasch, 18, was killed near Fairfax in Marin County, California. Her body was found in the area, marking the first of four convicted murders.
Carmen Colon Murdered
Carmen Colon, 31, became the second victim in California. Her death would later be linked to Naso through evidence found decades later.
Pamela Parsons Killed
After a 15-year gap, Pamela Parsons was murdered in California, marking a resumption of Naso's killing pattern.
Tracy Tafoya Found Dead
Tracy Tafoya, 31, was found dead in Marysville, Yuba County, California. She would be identified as Naso's fourth and final convicted victim.
Naso opbevarede også trofæer fra sine ofre. I en bankboks blev der fundet fotografier og identifikationspapirer tilhørende flere af de dræbte kvinder. Dette bevismateriale blev afgørende for anklagemyndighedens sag og demonstrerede et mønster af planlagt, seriel vold mod kvinder over næsten to årtier.
De fire kvinder, som Joseph Naso blev dømt for at have myrdet, repræsenterer en tragisk række af liv, der blev afbrudt:
Roxene Roggasch var 18 år gammel, da hun blev fundet død nær Fairfax i Marin County i 1977. Hun var det første bekræftede offer i den serie af mord, som Naso senere blev dømt for. Hendes sag forblev uopklaret i over 30 år.
Carmen Colon var 31 år gammel, da hun blev myrdet i 1978. Hendes navn blev særligt bemærket af efterforskere på grund af de matchende initialer i for- og efternavn, et mønster der gentog sig med flere af ofrene og gav anledning til tilnavnet "Alfabet-morderen".
Pamela Parsons blev dræbt i 1993, efter hvad der tilsyneladende var en 15 år lang pause i mordserien. Hendes markerede en genoptagelse af Nasos forbrydelser.
Naso Arrested in Nevada
Nevada parole and probation authorities arrested Joseph Naso during a routine home check in Reno. Officers discovered disturbing photographs and a handwritten journal.
Murder Trial Begins
Naso, representing himself, stood trial in Marin County for the murders of four women spanning nearly two decades.
Convicted of Four Murders
At age 79, Joseph Naso was convicted of all four murders and sentenced to death in Marin County Superior Court.
Tracy Tafoya var 31 år gammel, da hendes lig blev fundet i Marysville i Yuba County, Californien i 1994. Hun blev det sidste bekræftede offer for Joseph Naso.
Udover disse fire kvinder har efterforskere undersøgt mulige forbindelser til andre uopklarede sager, herunder mordet på Charlotte Cook(e) i Daly City og en sag fra 1974. Disse yderligere mulige ofre var dog ikke en del af den domfældelse, der fandt sted i 2013.
Gennembruddet i sagen kom ved et tilfælde. I april 2010 gennemførte Nevadas prøveløsladelsesmyndigheder en rutinemæssig kontrolbesøg i Joseph Nasos hjem i Reno. Naso var på det tidspunkt på prøve for butikstyveri, en relativt mindre forbrydelse. Under kontrollen stødte betjentene på materiale, der langt oversteg, hvad de havde forventet.
I Nasos hjem fandt myndighederne hundredvis af fotografier af kvinder, hvoraf mange var bevidstløse eller tilsyneladende bedøvede. Billederne viste kvinder i forskellige stadier af afklædning og i positioner, der tydede på, at de ikke var klar over, at de blev fotograferet. Derudover blev den berygtede håndskrevne dagbog fundet, som indeholdt detaljerede beskrivelser af seksuelle overgreb.
Efterforskningen udvidede sig hurtigt til at omfatte flere californiske jurisdiktioner. Det viste sig, at Naso havde forbindelser til flere af de områder, hvor uopklarede mord på kvinder var begået gennem årtierne. Særligt interessant for efterforskerne var bankboksen, som indeholdt identificerbare genstande fra flere af ofrene.
En liste fundet i Nasos besiddelse viste ti kvindelige navne, hvoraf fire matchede de kvinder, han senere blev tiltalt for at have myrdet. Listen gav efterforskerne anledning til at overveje, om der kunne være flere ofre, men kun de fire mord, hvor beviserne var stærkest, blev inkluderet i den endelige tiltale i Marin County.
Retssagen mod Joseph Naso begyndte i Marin County og trak store overskrifter, ikke mindst fordi den 79-årige mand valgte at forsvare sig selv i retten. Dette betød, at han personligt skulle krydsforbehøre vidner og præsentere sit eget forsvar – en strategi der sjældent lykkes i så alvorlige straffesager.
Anklagemyndigheden fremlagde det omfattende bevismateriale fundet i Nasos hjem: fotografierne af bevidstløse kvinder, voldtægtsdagbogen, og de personlige ejendele fra ofrene. Retsmedicinske eksperter kunne forbinde Naso til gerningsstederne gennem forskellige former for beviser, og mønstre i mordene – særligt kvælningsmetoden og fotograferingen af ofrene – pegede på en enkelt gerningsmand.
Naso forsøgte at argumentere for sin uskyld, men hans selvforsvar formåede ikke at imødegå den massive bevisbyrde. Den 20. august 2013 fandt juryen ham skyldig i alle fire tilfælde af førstegradsmord.
Strafudmålingen fandt sted den 22. november 2013. På trods af Nasos høje alder valgte dommeren i Marin County Superior Court at idømme ham dødsstraf. Beslutningen blev begrundet med forbrydelsernes særligt grove karakter, det planlagte element i mordene, og det faktum at der var tale om flere ofre over en længere periode.
Joseph Naso sidder fortsat i dødscellen i Californien. På grund af hans høje alder – han er nu over 90 år gammel – og de lange juridiske processer forbundet med dødsstrafssager i Californien, er det usandsynligt, at dommen nogensinde bliver fuldbyrdet. Californien har desuden haft et uformelt moratorium på henrettelser i flere år.
Sagen har tiltrukket betydelig medieopmærksomhed og er blevet behandlet i flere true crime-produktioner, herunder Oxygen-serien om dødscellefanger. Efterforskere fortsætter periodisk med at undersøge, om Naso kan have været ansvarlig for yderligere uopklarede mord, særligt i lyset af den liste med ti kvinders navne, der blev fundet blandt hans ejendele.
Særligt interessant er den potentielle forbindelse til ældre cold cases i Californien. Nogle efterforskere mener, at Nasos karriere som fotograf, der rejste meget i sit arbejde, kan have givet ham mulighed for at begå forbrydelser i forskellige dele af staten gennem flere årtier uden at blive opdaget.
Sagen illustrerer også, hvordan moderne efterforskningsteknikker og tværgående samarbejde mellem forskellige politidistriktioner kan føre til gennembrud i årtier gamle sager. Det var først, da alt bevismaterialet fra Nasos hjem blev analyseret og sammenlignet med gamle uopklarede sager, at det fulde omfang af hans forbrydelser blev afsløret.
For ofrenes familier har dommen givet en vis form for afslutning efter årtier med ubesvarede spørgsmål. Flere af familierne har udtalt, at det var en lettelse endelig at få svar på, hvad der skete med deres kære, selvom ingen straf kan kompensere for deres tab.