Grundlæggelse og ideologi

Rote Armee Fraktion blev grundlagt i 1970 af Andreas Baader, Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin og Horst Mahler som en reaktion på det de opfattede som en fortsættelse af fascistiske strukturer i efterkrigstidens Vesttyskland. Gruppen, der ofte blev kaldt Baader-Meinhof-gruppen i medierne, så sig selv som en venstreekstremisme bygerillaorganisation der kæmpede mod kapitalisme, imperialisme og det de betragtede som amerikanske besættelse.

RAF's ideologiske fundament var en blanding af marxisme-leninisme, maoisme og revolutionær teori inspireret af befrielsesbevægelser i tredjeverdenslande. Gruppen betragtede voldeligt oprør som den eneste vej til systemforandring og så sig selv som en avantgarde der skulle vække den tyske arbejderklasse til revolution.

Den første generation

Den første generation af RAF, ledet af Baader og Meinhof, iværksatte en række bankrøverier for at finansiere deres aktiviteter. I maj 1972 gennemførte gruppen en kampagne med fem bombeattentat på få dage rettet mod amerikanske militærinstallationer, politistationer og Axel Springer-forlagets hovedkvarter. Attentatet mod Springer-bygningen i Hamborg sårede 17 personer, mens bombeangreb mod amerikanske baser dræbte fire soldater.

I juni 1972 blev hovedparten af den første generation arresteret, herunder Baader, Meinhof og Ensslin. Under fængslingen blev de holdt under isolationsfængsling forhold, hvilket skabte international kritik og diskussion om fangernes menneskerettigheder. Ulrike Meinhof blev fundet hængt i sin celle i 1976, officielt selvmord, mens Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe døde under mystiske omstændigheder i Stammheim-fængslet i oktober 1977, kendt som "Todesnacht von Stammheim".

Den tyske efterår 1977

RAF's anden generation forsøgte at presse myndighederne til at løslade de fængslede medlemmer gennem en eskalerende kampagne af vold. Kulminationen kom i efteråret 1977, kendt som "Den tyske efterår" (Deutscher Herbst), der blev Vesttysklands største sikkerhedskrise siden Anden Verdenskrig.

I april 1977 myrdede RAF generalbundesadvokat Siegfried Buback og hans ledsagere. I juli blev bankdirektør Jürgen Ponto skudt under et kidnapningsforsøg. Den 5. september 1977 kidnappede RAF-medlemmer arbejdsgiverudvalgets præsident Hanns Martin Schleyer i Köln, hvor hans chauffør og tre livvagter blev henrettet.

Kidnapningen af Schleyer, der havde haft et fortid som SS-officer, blev koordineret med en flykabring udført af Folkefronten til Palæstinas befrielse. Den 13. oktober kaprede fire terrorister Lufthansa-fly 181 fra Mallorca med 86 passagerer ombord og krævede de fængslede RAF-medlemmers frigivelse. Efter en fem dage lang odyssé gennem Middelhavet blev flyet stormet af vesttysk specialstyrke GSG 9 i Mogadishu, Somalia. Samme nat døde Baader, Ensslin og Raspe i deres celler, og dagen efter blev Schleyer fundet myrdet i en bilbagagerum i Mulhouse, Frankrig.

Senere generationer og nedlæggelse

RAF's tredje generation fortsatte terrorisme aktiviteter gennem 1980'erne og 1990'erne, dog med færre og mindre spektakulære aktioner. Blandt de mest markante angreb var mordet på Deutsche Bank-chef Alfred Herrhausen i 1989 og drabet på Treuhand-direktør Detlev Rohwedder i 1991, begge gennemført med avancerede bomber.

Gruppen havde i disse år svært ved at rekruttere nye medlemmer, og efter Tysklands genforening i 1990 mistede RAF's antikapitalistiske budskab yderligere resonans i offentligheden. Flere medlemmer gik i eksil i DDR, hvor de levede under falske identiteter med Stasi's hjælp.

Den 20. april 1998 sendte RAF et otte sider langt brev til nyhedsbureauet Reuters og erklærede organisationen for opløst: "Den væbnede kamp er historisk afsluttet... RAF hører op med at eksistere." Dette markerede den officielle afslutning på næsten tre årtier med terrorisme, der havde kostet over 30 mennesker livet og såret hundredvis.

Efterforskning og straffesager

De vesttyske myndigheder gennemførte omfattende efterforskninger af RAF's aktiviteter, og talrige medlemmer blev dømt for deres roller i organisationen. De retslige processer rejste vigtige spørgsmål om retssikkerhed, forsvarerrettigheder og mediernes rolle, især under de meget omtalte retssager mod første generations medlemmer.

Flere RAF-mordere forblev uopklarede i årtier. Så sent som i 2010'erne blev tidligere RAF-medlemmer stadig anholdt og retsforfulgt for forbrydelser begået i 1970'erne og 1980'erne. Ernst-Volker Staub og Burkhard Garweg er blandt de sidste efterlyste RAF-medlemmer, der stadig er på fri fod.

RAF's arv

RAF efterlod et komplekst kulturelt og politisk aftryk på Tyskland. Gruppen vakte international opmærksomhed på venstreekstremistisk terrorisme og påvirkede sikkerhedspolitik i hele Europa. Den tyske stats reaktion på RAF, herunder udvidede overvågningsbeføjelser og antiterrorlove, formede moderne tysk sikkerhedslovgivning.

Historien om RAF har inspireret utallige bøger, film og kunstværker, herunder Uli Edels "Der Baader Meinhof Komplex" fra 2008. Debatten om gruppens motiver, metoder og myndighedernes respons fortsætter med at engagere historikere, politologer og offentligheden. For nogle repræsenterer RAF misbrug af revolutionær idealisme, for andre et varselsskrig om statsmagts misbrug - men konsensus er bred om, at gruppens voldelige metoder var uretfærdiggjorte og kontraproduktive.