politimisbrug
Misbrug af politimyndighed, stilling eller beføjelser begået af politiansatte. Ikke en fast lovbestemt term i dansk ret, men dækker i praksis over tjenestemisbrug, korruption, tyveri i tjenesten og ulovlig magtanvendelse.
Politimisbrug betegner situationer, hvor politipersonale misbruger deres myndighed, stilling eller offentlige beføjelser til at skade andre, skaffe sig uberettiget fordel eller tilsidesætte loven. Begrebet har ikke en selvstændig legal definition i dansk ret, men bruges i almindelig sprogbrug som en samlebetegnelse for en bred vifte af forseelser begået af ansatte i politiet.
Den mest direkte strafferetlige ramme er straffelovens § 155 om tjenestemisbrug, som kriminaliserer, at en person i offentlig tjeneste eller hverv misbruger sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret. Politiansatte er omfattet af denne bestemmelse i kraft af deres status som offentligt ansatte, og bestemmelsen kan således finde anvendelse på handlinger, der ellers beskrives som politimisbrug.
I praksis spænder politimisbrug vidt: det kan dreje sig om tyveri begået under tjenesten, ulovlig overvågning, seksuelle krænkelser foretaget med udnyttelse af professionel autoritet, etnisk eller racistisk motiveret magtanvendelse, eller systematisk tilsidesættelse af borgernes rettigheder. Fælles for sagerne er, at den offentlige magtposition bruges som middel eller dække for den ulovlige handling.
Politiets magtanvendelse er derudover reguleret af politiloven samt bekendtgørelsen om politiets anvendelse af visse magtmidler, som opstiller rammer for, hvornår og hvordan fysisk magt lovligt kan bringes i anvendelse. Overskridelse af disse rammer kan udgøre politimisbrug i den bredere forstand, selv om selve handlingen ikke nødvendigvis falder under § 155.
Sager om politimisbrug er særligt alvorlige, fordi de undergraver den offentlige tillid til politiet som institution og kan have vidtrækkende konsekvenser for dem, der er berørt — herunder ofre for forbrydelser, som burde have modtaget beskyttelse. Internationalt ses mønstret i sager som britiske undercoveragenter, der indgik romantiske relationer med aktivister under falsk identitet, eller tyske politienheder, der undlod at efterforske racistisk motiverede forbrydelser korrekt.
