Rote Armee Fraktion: Vesttysklands blodigste terrororganisation

Sagen kort

Rote Armee Fraktion (RAF), i folkemunde ofte kaldet Baader-Meinhof-gruppen, var en vesttysk ekstremistisk venstreorienteret terrororganisation, der holdt Forbundsrepublikken Tyskland i skræk i næsten tre årtier. Organisationen blev grundlagt den 14. maj 1970 og opløste sig selv formelt den 20. april 1998 efter at have stået bag en lang række angreb, der kostede 34 mennesker livet. Ofrene talte forbundsanklagere, bankdirektører, industriledere, militærpersoner, politibetjente, chauffører og livvagter — mennesker, som RAF betragtede som symboler på den statslige og kapitalistiske orden, organisationen erklærede sig i krig med.

Sagen er et af efterkrigstidens mest gennemgribende terrorkapitler i Vesteuropa og har sat dybe spor i den tyske politiske bevidsthed, lovgivning og sikkerhedsapparat. Ifølge Deutsche Welle udgør RAF-terrorismens arv fortsat et uafklaret kapitel i tysk samtidshistorie.

Organisationens opståen og ideologi

RAF blev grundlagt den 14. maj 1970 — den dato, der i dag regnes som organisationens officielle startdato, og som markerer den episode, der kom til at hedde "Baader-befrielsen". Kernegrundlæggerne var Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Ulrike MeinhofAndreas Baader, Gudrun Ensslin og Ulrike Meinhof, der tilsammen satte retningen for organisationens voldsbaserede strategi mod det, de anså for den vesttyske stats og den internationale kapitalismes magtstrukturer.

Organisationen opererede primært på vesttysk territorium og definerede sine mål bredt: erhvervsledere, politikere, dommere, anklagere, politifolk og militærpersoner var alle legitime mål i RAF's erklærede krig mod staten. Som Grey Dynamics beskriver det, var RAF's ideologi forankret i en særlig form for antiimperialistisk marxisme, der søgte sin begrundelse i den internationale venstrebevægelses tankegods fra 1960'erne.

Forbrydelserne

Over de 28 år, organisationen var aktiv, stod RAF bag en systematisk kampagne af vold med et bredt forbrydelsesmønster: bombeangreb, bankrøverier, kidnapninger, attentater, gidselstagninger og skyderier. De 34 dræbte kom fra vidt forskellige samfundsgrupper, men RAF valgte konsekvent mål med symbolsk eller strategisk betydning.

Blandt de dræbte ofre befinder sig navne, der i sin tid rystede hele den tyske offentlighed. Siegfried Buback, der var forbundsanklager, blev dræbt. Det samme gjaldt Jürgen Ponto, direktør for Dresdner Bank. Hanns Martin Schleyer, en fremtrædende industrileder, blev kidnappet og dræbt i en af organisationens mest omtaltede aktioner. Hertil kommer Alfred Herrhausen og Detlev Karsten Rohwedder, der begge var erhvervstopprofiler, samt Karl-Heinz Beckurts, Günter von Drenkmann og Gerold von Braunmühl. Blandt ofrene tæller også et antal politibetjente, chauffører og livvagter, der mistede livet i forbindelse med angreb rettet mod deres arbejdsgivere eller beskyttelsesopgaver.

KrimiNyt har valgt ikke at gengive alle enkeltofres navne og omstændighederne omkring hvert enkelt drab af hensyn til ofre og efterladte.

Efterforskning

Efterforskningerne af RAF-angrebene var langvarige, ressourcekrævende og spredt over adskillige tyske myndigheder og årtier. Vesttysk politi, anklagemyndigheder og sikkerhedstjenester arbejdede under ekstraordinært pres i en periode, hvor organisationens netværk viste sig svært at kortlægge og oprulle. Historisches Lexikon Bayerns beskriver, hvordan RAF opererede i generationer og tilpassede sig skiftende politiske og sikkerhedsmæssige realiteter.)

Organisationens struktur og metoderne i efterforskningen afspejlede den kolde krigs politiske klima: RAF befandt sig i et felt, hvor vesttysk indre sikkerhed, NATO-interesser og international terrorbekæmpelse krydsede hinanden på komplekse måder.

Retssag og dom

Der eksisterer ingen enkelt dom afsagt mod Rote Armee Fraktion som organisation. RAF-sagerne blev i stedet forfulgt gennem adskilte, separate straffesager mod individuelle medlemmer ved forskellige tyske domstole over mange år. Det betyder, at der ikke er én retssag eller ét domsresultat, der samler hele organisationens gerninger juridisk set — retsforfølgelsen var spredt, langstrakt og foregik parallelt med organisationens fortsatte aktivitet.

De centrale grundlæggere og lederskikkelser — Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Ulrike MeinhofAndreas Baader, Gudrun Ensslin og Ulrike Meinhof — endte alle i tysk fængsling, og alle tre døde, mens de var frihedsberøvede. Omstændighederne omkring deres dødsfald gav anledning til intens offentlig debat i Vesttyskland.

Sagen i dag

Den 20. april 1998 udsendte Rote Armee Fraktion en selvopløsningserklæring og ophørte formelt som organisation. Erklæringen markerede slutpunktet på 28 års organiseret terrorvirksomhed på vesttysk territorium.

Organisationen er ikke længere aktiv. Men dens historiske eftermæle lever videre i den tyske retsstat, i sikkerhedslovgivning, i akademisk forskning og i den brede kulturelle og politiske erindring om, hvad organiseret politisk vold kostede det tyske samfund. RAF-terrorismens vedvarende resonans i tysk offentlighed og spørgsmålet om, hvad der forbliver uopklaret, er beskrevet indgående af Deutsche Welle.

For de efterladte til de 34 dræbte er sagen naturligvis aldrig afsluttet.