Rote Armee Fraktion: Vesttysklands blodigste terrororganisation

Sagen kort

Rote Armee Fraktion (RAF) — i Danmark oftest omtalt som Baader-Meinhof-gruppen — var en vesttysk venstreekstremistisk terrororganisation, der fra 1970 til 1998 stod bag nogle af de blodigste terrorhandlinger i Vesteuropas efterkrigshistorie. Organisationen tilskrives mindst 34 drab og over 200 sårede i løbet af sin aktive periode. RAF opløste sig formelt i april 1998. Retsforfølgelsen skete primært mod individuelle medlemmer ved tyske domstole og strakte sig over flere årtier; RAF blev aldrig retsforfulgt som en samlet juridisk enhed.

Denne sagsside giver et overblik over organisationens virkefelt, de mest markante forbrydelser og den retlige efterbehandling. KrimiNyt har valgt ikke at bringe navnene på alle involverede gerningsmænd, da retsafklaringen af samtlige implicerede personer strakte sig over mange år og ikke fremgår entydigt af tilgængelige kilder.

RAF blev grundlagt den 14. maj 1970, den dag hvor Andreas Baader blev befriet fra varetægt ved Zentralinstitut für soziale Fragen i Berlin-Dahlem — en aktion, der regnes som organisationens stiftende begivenhed. Bag befrielsen stod blandt andre Gudrun Ensslin, og sammen med Baader og advokaten Horst Mahler blev Ulrike Meinhof en af RAF's centrale grundlæggere.

Forbrydelsen

RAF benyttede sig af en bred vifte af kriminelle midler: mord, kidnapninger, bombeattentater, bankrøverier og gidseltagninger. Organisationen rettede primært sine angreb mod fremtrædende repræsentanter for vesttysk stat, erhvervsliv og retsapparat — personer, som RAF betragtede som symboler på den kapitalistiske og imperialistiske samfundsorden.

Den første dokumenterede drabssag, der tilskrives RAF, fandt sted den 22. oktober 1971 i Hamburg, hvor politibetjenten Norbert Schmid blev dræbt. Allerede dette tidlige drab viste, at organisationen var villig til at slå til mod repræsentanter for statens ordensmagt.

I april 1975 tog RAF-medlemmer det svenske ambassadepersonale som gidsler i Stockholm. Under gidseltagningen den 24. april 1975 blev de to tyske embedsmænd Andreas von Mirbach og Heinz Hillegaart dræbt. Aktionen, der gik over i historien som Stockholm-gidseltagningen, tydeliggjorde organisationens internationale rækkevidde.

Året 1977 er siden blevet kaldt det "tyske efterår" — en periode, der med rette regnes som RAF's mest intensive og chokerende offensiv. Den 7. april 1977 blev forbundsanklageren Siegfried Buback dræbt ved et skuddrab i Karlsruhe. Knap fire måneder senere, den 30. juli 1977, blev bankdirektøren Jürgen Ponto dræbt i Oberursel under et forsøg på at bortføre ham. Krisen kulminerede, da Hanns Martin Schleyer — formand for den tyske arbejdsgiverforening — blev kidnappet den 5. september 1977. Efter ugers forgæves forhandlinger og en parallel flykapring, der yderligere pressede de tyske myndigheder, blev Schleyers lig fundet den 18. oktober 1977. Det tyske efterår satte dybe spor i vesttysk politik og samfundsliv og er stadig genstand for historisk og juridisk forskning. Nærmere oplysninger om denne periode findes i den tyske forbundspolitiske uddannelsescentrals leksikon om RAF.

Flere af RAF's centrale grundlæggere døde, mens de sad fængslet. Ulrike Meinhof blev fundet hængt i sin celle i Stammheim-fængslet den 9. maj 1976, og dødsfaldet blev officielt vurderet som selvmord. Natten mellem den 17. og 18. oktober 1977 døde også Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan-Carl Raspe i deres celler i Stammheim, mens et fjerde medlem, Irmgard Möller, overlevede med stikskader. Myndighederne konkluderede selvmord i alle fire tilfælde, men konklusionen bestrides fortsat af dele af RAF's støttekreds.

I 1980'erne fortsatte angrebene. Den 9. juli 1986 blev erhvervslederen Karl Heinz Beckurts dræbt ved et bombeattentat nær München — endnu et angreb tilskrevet RAF. Den 30. november 1989 blev bankdirektøren Alfred Herrhausen dræbt ved et bombeattentat i Bad Homburg vor der Höhe. Tilskrivningen af Herrhausens drab til RAF beskrives i dele af litteraturen som delvist omstridt, og den fulde juridiske afklaring af alle implicerede gerningspersoner fremgår ikke entydigt af kilderne; RAF holdes dog generelt ansvarlig.

Den 10. oktober 1986 blev Gerold von Braunmühl, politisk direktør i det vesttyske udenrigsministerium, dræbt ved skud foran sin bopæl i Bonn — endnu et drab, der tilskrives RAF.

Den 1. april 1991 blev Detlev Rohwedder dræbt ved skuddrab i Düsseldorf i en sag, der ligeledes tilskrives RAF. Tilskrivningen af dette drab er i dele af litteraturen beskrevet som omstridt, og sagen kan ikke fremstilles som fuldt ud uomtvistet.

En samlet opgørelse over RAF's ofre kan ses i listen over RAF's dødsoffer på den tyske Wikipedia.

Efterforskning

Efterforskningen af RAF var en af de mest omfattende i Vesttysklands historie og involverede Bundeskriminalamt (BKA), forfatningsværnet (Verfassungsschutz) samt tæt internationalt samarbejde med bl.a. svenske og franske myndigheder. De tyske sikkerhedsmyndigheder stod over for en organisation, der opererede i dybdehemmelighold, brugte konspirative lejligheder og løbende rekrutterede nye medlemmer, efterhånden som ældre generationer af RAF-aktivister blev arresteret eller dræbt under konfrontationer med politiet.

RAF opererede i det, der historisk betegnes som tre generationer af aktivister. Efterhånden som de tidlige kernemedlemmer blev retsforfulgt og fængslet, overtog nye grupper organisationens struktur og fortsatte med angreb. Denne generationsudskiftning besværliggjorde efterforskningen betydeligt og forklarer, hvorfor retssagerne mod individuelle RAF-medlemmer strakte sig over årtier.

Retssag og dom

Retsforfølgelsen af RAF skete udelukkende mod individuelle medlemmer og fandt sted ved tyske domstole over en lang årrække. RAF blev ikke retsforfulgt som en samlet juridisk enhed. En række centrale RAF-aktivister blev domfældt for drab, kidnapning og terrorisme og idømt lange fængselsstraffe.

Den juridiske proces var kompliceret af, at bevissituationen i flere sager var vanskelig, og at visse tilskrivninger af konkrete drab til specifikke gerningsmænd fortsat er genstand for diskussion i den historiske og juridiske litteratur. En grundig redegørelse for organisationens opbygning og de juridiske processer findes på den tyske Wikipedia-side om Rote Armee Fraktion samt på den danske Wikipedia.

RAF opløste sig formelt den 20. april 1998, da et otte sider langt opløsningsbrev med organisationens egen afskedserklæring nåede nyhedsbureauet Reuters. Erklæringen markerede afslutningen på næsten tre årtiers terrorvirksomhed.

Sagen i dag

RAF og det tyske efterår 1977 er stadig levende i den tyske kollektive erindring og genstand for løbende historisk, politisk og juridisk debat. Organisationens handlinger har haft varig indflydelse på vesttysk og siden genforeningens tid tysk sikkerhedslovgivning, efterretningspraksis og den politiske kultur.

Flere sager, herunder drabet på Detlev Rohwedder i 1991, er aldrig blevet fuldt juridisk afklaret med hensyn til alle implicerede gerningsmænd. Den retlige efterbehandling af RAF's mange forbrydelser fortsatte i årtier efter organisationens opløsning og er et eksempel på, hvilke udfordringer langvarig terrorisme stiller retssystemet over for.

RAF's eftermæle diskuteres fortsat i Tyskland — dels som et historisk og kriminologisk fænomen, dels som en påmindelse om, at politisk ekstremisme kan føre til systematisk og hensynsløs vold mod uskyldige ofre og samfundsrepræsentanter.