Andrea Yates-sagen — mor dræbte sine fem børn i psykose
Houston, Texas, 2001 — afgjort ved sindssygedom

Houston, Texas, 2001 — afgjort ved sindssygedom

Andrea Yates-sagen er betegnelsen for filicidet — mordet på egne børn — begået af Andrea Pia Yates den 20. juni 2001 i Houston, Texas. Den dengang 36-årige mor druknede systematisk sine fem børn i familiens badekar: Noah (7 år), John (5 år), Paul (3 år), Luke (2 år) og Mary (kun 6 måneder gammel). Sagen blev en af de mest omdiskuterede retssager i amerikansk retshistorie om sindssygedom som forsvar, og endte med at Andrea Yates efter to retssager blev fundet utilregnelig på grund af sindssygedom i stedet for at afsone en livstidsdom.
Andrea Yates havde i årene op til forbrydelsen lidt af alvorlig fødselsdepression, fødselspsykose og skizofreni. Hendes mentale sundhed var veldokumenteret af læger, og hun havde været indlagt på psykiatrisk hospital flere gange. Trods advarsler fra psykiatere om, at hun ikke burde få flere børn, fødte hun sit femte barn i november 2000 — blot syv måneder før hun druknede dem alle.
Om morgenen den 20. juni 2001 ventede Andrea Yates, til hendes mand Russell "Rusty" Yates var taget på arbejde. Familien boede i Houston, Texas, og Rusty arbejdede som computeringeniør for NASA. Andrea var alene hjemme med børnene, som hun havde undervist i hjemmeskole.
Andrea Pia Kennedy born
Andrea Pia Kennedy was born in Houston, Texas. She would later marry Russell Yates and have five children.
First documented suicide attempt
Andrea Yates attempted suicide and was hospitalized for severe postpartum depression and psychosis. She was diagnosed with postpartum psychosis and schizophrenia in the years leading up to the killings.
Five children drowned
Andrea Yates systematically drowned all five of her children in the bathtub at the family home in Houston. She called police and her husband immediately afterward and confessed to the killings.
Arrest and confession
Yates was arrested the same day as the killings after confessing to drowning her children. She told authorities she believed she was saving them from eternal damnation.
Systematisk fyldte hun badekarret med vand og begyndte at drukne børnene et efter et. Hun startede med de tre yngste — Paul, Luke og Mary — og lagde deres livløse kroppe på sengen. Derefter kaldte hun på sin næstældste søn John, som hun også druknede. Til sidst kom den 7-årige Noah, som var den ældste. Han havde set sine søskende på sengen og forsøgte at flygte, men Andrea indhentede ham og holdt ham under vandet, indtil han døde.
Efter drabene ringede Andrea til politiet og tilstod straks. Hun fortalde politiet: "Jeg har druknet mine børn." Hun ringede også til sin mand og bad ham komme hjem, men fortalte ham ikke hvad hun havde gjort, kun at det var et nødstilfælde.
Da politiet ankom, fandt de alle fem børn døde. Andrea blev anholdt på stedet samme dag og aflagde en detaljeret tilståelse. Hun forklarede, at hun havde druknet børnene for at "redde dem" fra Satan, da hun mente, hun var en dårlig mor, og at børnene ville brænde i helvede på grund af hendes opdragelse.
De fem børn var alle druknet i det samme badekar i familiens hjem:
Noah Jacob Yates, 7 år, var den ældste og gik i skole hjemme hos moderen. Han var den sidste, der blev dræbt, og forsøgte ifølge efterforskningen at flygte.
John Samuel Yates, 5 år, var et aktivt barn, der også blev undervist hjemme.
Paul Abraham Yates, 3 år, var et af de yngste børn og blev dræbt tidligt i forløbet.
First trial conviction
A Harris County jury convicted Andrea Yates of capital murder. She was sentenced to life in prison with the possibility of parole after 40 years, avoiding the death penalty.
Conviction overturned on appeal
The Texas First Court of Appeals overturned Yates's conviction after discovering that prosecution expert witness Park Dietz had given false testimony about a Law & Order episode that never existed.
Not guilty by reason of insanity verdict
At her retrial, a Texas jury found Andrea Yates not guilty by reason of insanity. She was committed to a mental health facility rather than prison.
Commitment to psychiatric facility
Following the insanity verdict, Yates was committed to North Texas State Hospital, a high-security mental health facility, where she remains today.
Mary Deborah Yates, kun 6 måneder gammel, var det yngste af børnene og blev født i november 2000, blot syv måneder før tragedien.
Alle fem børn blev begravet sammen i et fælles gravsted i Texas.
Efterforskningen var ukomplицeret i forhold til selve gerningsforløbet, da Andrea Yates tilstod straks og gav en detaljeret forklaring på, hvad hun havde gjort. Politiet i Houston anholdt hende samme dag, og der var ingen tvivl om, at hun fysisk havde begået drabene.
Det centrale spørgsmål blev hurtigt, hvorvidt Andrea Yates var mentalt ansvarlig for sine handlinger. Efterforskere indsamlede omfattende dokumentation af hendes psykiatriske historik. Andrea havde siden 1999 været indlagt på psykiatrisk hospital flere gange. Hun havde fået diagnoserne alvorlig fødselsdepression, fødselspsykose og skizofreni. Hun havde forsøgt selvmord to gange og havde været under behandling med antipsykotisk medicin.
Psykiatere havde eksplicit advaret hendes mand mod at få flere børn, da graviditet og fødsel forværrede hendes mentale tilstand drastisk. Trods dette blev hun gravid igen i 2000 og fødte Mary, hvilket førte til en alvorlig forværring af hendes psykose.
I ugerne op til drabene havde Andrea været indlagt, men blev udskrevet kort før tragedien. Hendes medicin var blevet ændret, og hun var ikke længere under konstant overvågning, selvom hun tidligere havde givet udtryk for voldelige tanker.
Andrea Yates blev først stillet for retten i Harris County, Texas, i 2002. Anklagemyndigheden søgte dødsstraf, men juryen valgte i stedet livstid med mulighed for prøveløsladelse efter 40 år. Forsvaret argumenterede for, at Andrea var sindssyg på gerningstidspunktet og ikke forstod, at hendes handlinger var forkerte.
Et centralt element i retssagen var vidneudsagn fra psykiateren Park Dietz, der var ansat af anklagemyndigheden. Dietz hævdede, at Andrea kunne have fået inspiration fra et afsnit af tv-serien "Law & Order", hvor en kvinde druknede sine børn og slap af sted ved at påberåbe sig sindssygedom. Dette vidneudsagn blev senere bevist falsk — afsnittet eksisterede aldrig.
I 2005 blev dommen ophævet af en appeldomstol på grund af Dietz' falske vidneudsagn. Sagen blev genoptaget, og i 2006 blev Andrea Yates stillet for retten igen.
Ved genoptagelsen fokuserede både forsvar og anklage mere på Andreas mentale tilstand. Psykiatere fra begge sider var enige om, at hun led af alvorlig psykose på gerningstidspunktet. Den 26. juli 2006 fandt juryen Andrea Yates utilregnelig på grund af sindssygedom. I stedet for fængselsstraf blev hun indlagt på Kerrville State Hospital, en sikret psykiatrisk institution i Texas.
Andrea Yates er fortsat indlagt på Kerrville State Hospital, hvor hun modtager behandling for sin psykiske sygdom. Hun har ret til at anmode om løsladelse ved regelmæssige høringer, men har konsekvent afvist at søge om det. Ifølge rapporter er hun meget medtaget af sine handlinger og forstår nu fuldt ud, hvad hun gjorde.
Hendes tidligere mand, Russell "Rusty" Yates, er senere blevet skilt fra hende og har giftet sig igen. Han har udtalt sig offentligt om sagen og har sagt, at han mener, Andrea var sindssyg og ikke burde have været alene med børnene.
Sagen har haft enorm betydning for, hvordan det amerikanske retssystem behandler sager om fødselsdepression og fødselspsykose. Juridiske analyser har brugt Andrea Yates-sagen som eksempel på behovet for bedre mental sundhedsvurdering af mødre efter fødsel.
Sagen er blevet dækket i flere dokumentarer, herunder Investigation Discovery's serie "The Crimes That Changed Us", der undersøger, hvordan sagen ændrede offentlighedens forståelse af fødselspsykose. Akademiske artikler og juridiske tidsskrifter har analyseret sindssygedomsforsvaret i sagen og dens konsekvenser for fremtidige retssager.
Andrea Yates-sagen står som en af de mest tragiske og komplekse sager om filicid i moderne amerikansk historie — en påmindelse om de katastrofale konsekvenser af ubehandlet mental sygdom og om grænserne for strafferetligt ansvar.