Vesttysklands blodigste terrororganisation (1970-1998)
Rote Armee Fraktion (Røde Arméfraktion) blev dannet i 1970 i Vesttyskland som en modreaktion på det, medlemmerne opfattede som imperialistisk amerikansk udenrigspolitik og kapitalistisk undertrykkelse. Organisationen udsprang fra studenterbevægelsen og venstrekstremistiske protester mod Vietnamkrigen og den vesttyske stats perceived fascistiske træk.
Grundlæggerne — Andreas Baader, Gudrun Ensslin, Horst Mahler og Astrid Proll — var unge intellektuelle, der mente, væbnet kamp var den eneste vej til revolution. De påpegede, at efterkrigstidens vesttyske demokrati ikke havde gjort tilstrækkeligt op med nazismens arv, og at staten fortsatte undertrykkelse gennem politiet og militæret.
RAF opererede som en decentraliseret guerillaorganisation med små celler, der arbejdede autonomt men koordineret. Medlemmerne blev trænet i våbenbrug, sprængstof og militærtaktik, ofte med støtte fra palæstinensiske organisationer og østbloklandene.
Gründung der RAF
Andreas Baader, Gudrun Ensslin und Horst Mahler gründen die Rote Armee Fraktion in Frankfurt am Main als Reaktion auf den Vietnamkrieg und die westdeutsche Politik.
Entführung von Peter Lorenz
Die RAF entführt den Berliner CDU-Politiker Peter Lorenz. Nach Verhandlungen werden fünf inhaftierte RAF-Mitglieder freigelassen und nach Jemen ausgeflogen.
Entführung der Lufthansa-Maschine "Landshut"
RAF-Mitglieder kapern gemeinsam mit palästinensischen Terroristen ein deutsches Lufthansa-Flugzeug mit 86 Passagieren. Die Krise endet mit der GSG-9-Erstürmung in Mogadischu.
Todesfälle in Stammheim
Andreas Baader, Jan-Carl Raspe und Gudrun Ensslin werden tot im Hochsicherheitsgefängnis Stuttgart-Stammheim aufgefunden. Offiziell Suizid, aber bis heute umstritten.
Anschlagsversuch auf US-Luftwaffenbasis Ramstein
RAF-Mitglieder versuchen, einen Bombenanschlag auf die NATO-Basis Ramstein zu verüben. Der Anschlag misslingt, zeigt aber die fortdauernde Bedrohung durch die Organisation.
Offizielle Auflösung der RAF
Die RAF verkündet in einem Schreiben ihre Auflösung. Die Organisation übernimmt die Verantwortung für über 100 Anschläge und 34 Todesopfer, verweist aber auf die veränderte geopolitische Lage.
Organisationens ideologi kombinerede marxisme-leninisme med antiimperialisme. De så sig selv som del af en global frihedskamp mod imperialisme og stillede sig solidariske med befrielsesbevægelser i Palæstina, Vietnam og andre steder. Deres manifester kritiserede både kapitalismes og NATO's rolle i verden.
RAF's første spektakulære aktion var kidnappingen af industrielisten Peter Lorenz i 1975, hvor de forlangte løsladelse af fangne RAF-medlemmer. Statens tilgivelse resulterede i, at fem fanger blev løsladt og fløjet til Somalia.
I 1977 — kendt som "Tysklands sorte efterår" — eskalerede organisationen drastisk. Den 13. oktober kidnappede medlemmer flyet Lufthansa Flight 181 med 86 passagerer og besætning. De forlangte løsladelse af RAF-fanger, herunder Andreas Baader. Krisen endte, da vesttyske GSG 9-kommandosoldater stormede flyet på Mogadishu-lufthavnen.
Dage senere, den 18. oktober 1977, blev Andreas Baader, Jan-Carl Raspe og Irmgard Möller fundet døde i deres fængselscelle i Stammheim-fængslet. Officielt blev det erklæret som selvmord, men RAFs modstand hævdede, at staten havde dræbt dem.
En ny generation af RAF-medlemmer fortsatte kampen gennem 1980'erne. Den 2. august 1981 planlagde de et attentat mod den amerikanske luftbase Ramstein, hvor en bombe skulle detonere under et fly. Angrebet mislykkedes, men økte presset på organisationen.
Rakete- og bombeangrebet mod NATO's oberst Jürgen Ponto i 1985 og senere operationer viste, at RAF ikke var væk. Den 30. juni 1991 gennemførte de et attentat mod tyske kommandosoldater, der dræbte tre AF-soldater.
Organisationen udvidede sin virksomhed til Italien, hvor de samarbejdede med Brigate Rosse (Røde Brigader) og andre venstrekstremistiske grupper. I Frankrig opererede de også, med understøttelse af Frankrig, der gav politisk asyl til nogle medlemmer.
Vesttysk politi, BKA (Bundeskriminalamt) og senere tysk etterretning jagede systematisk RAF-medlemmerne. Organisationen blev stadig mindre og mere fragmenteret gennem 1980'erne og 1990'erne. Medlemmer blev dømt til lange fængselsstraffe, og nye rekrutter blev mindre tilbøjelige til at slutte sig til den.
Afsløringsanfald fra tidligere medlemmer, advanceret polititaktik og digitale efterforskningsteknikker gjorde det stadigt sværere at operere udetektet. Flere ledere blev arresteret: Susanne Albrecht blev taget i 1988, og Christian Klar blev løsladt på betingelser efter at afsone sin straf.
Den 27. april 1998 udsendte RAF en erklæring, hvor organisationen annoncerede sin officielle opløsning. I dokumentet anerkendte de deres rolle i over 100 angreb, som havde kostet 34 mennesker livet. De begrundede sin opløsning med ændringer i det globale politiske landskab efter Sovjetunionens sammenbrud.
En lille gruppe medlemmer afviste denne erklæring og fortsatte sporadisk aktivitet, men organisationen som sådan havde ophørt at eksistere som en effektiv terrorist-enhed.
RAF forbliver kontroversielt i tysk historie. Nogle ser medlemmerne som idealistiske unge mennesker, der blev radikaliseret af et injust system. Andre betragter dem som koldblodig mordere, der skjulte sig bag revolutionær retorik.