og hendes daværende mand Craig Folbigg alle deres fire børn. Caleb døde som 19 dage gammel i 1989. Patrick overlevede til han var næsten otte måneder, men fik anfald og endte med at dø i 1991. Sarah døde i en alder af ti måneder i 1993. Den ældste, Laura, nåede at blive næsten to år gammel, inden hun døde i 1999. Dødsfaldene blev i første omgang betragtet som tragiske, men naturlige — tilfælde af pludselig spædbarnsdød (
) eller sygdom.
Retssagen i 2003
I 2003 blev Kathleen Folbigg stillet for retten i Newcastle, New South Wales. Anklagemyndigheden byggede i høj grad sin sag på to søjler: dagbøgernes indhold og det statistiske argument om, at fire pludselige spædbarnsdødsfald i samme familie pr. definition måtte være mistænkeligt. Den dengang bredt accepterede — men siden kraftigt kritiserede — logik, at sandsynligheden for fire naturlige SIDS-dødsfald i én familie er astronomisk lav, vejede tungt.
Folbigg blev fundet skyldig i drabet på Laura, uagtsomt manddrab på Caleb og drab på Patrick og Sarah. Hun fik en dom på 40 år, reduceret til 30 med mulighed for prøveløsladelse efter 25. barnemord Australien
Dagbøgerne som bevis
Dagbøgerne var omdrejningspunktet for anklagen. Passager som "sometimes I feel like she's a reflection of me and that scares me" og referencer til at have mistet tålmodigheden med børnene blev læst som kryptiske tilståelser. Forsvarets argument om, at dagbøgerne var en emotionelt belastet kvindes forsøg på at bearbejde sorg og selvbebrejdelse, nåede ikke igennem til juryen.
Flere psykologer og sprogforskere har efterfølgende analyseret dagbøgerne og konkluderet, at de langt snarere afspejler et menneske, der kæmper med overlevelsesskyld og depression, end en gerningsmand, der bekender. Debatten om dagbøgernes egentlige betydning fortsætter den dag i dag. psykologiske beviser i straffesager
Videnskaben griber ind
I årene efter dommen begyndte en voksende gruppe forskere og læger at stille spørgsmålstegn ved grundlaget for domfældelsen. En første undersøgelse i 2019 under dommer Reginald Blanch konkluderede, at der ikke var grundlag for at omgøre dommen — men det stoppede ikke de videnskabelige undersøgelser.
I 2020 og de følgende år identificerede genetikere en mutation i CALM2-genet hos Kathleen Folbigg selv samt to af døtrene, Sarah og Laura. Denne mutation er forbundet med potentielt fatale hjertearytmier og kan forårsage pludselig hjertestop — netop den type dødsfald, der tidligere var blevet tilskrevet ydre påvirkning. Hos sønnen Patrick fandt man desuden tegn på epilepsi, som kunne forklare hans anfald og død.
En gruppe på over 90 fremtrædende internationale videnskabsfolk — heriblandt Nobelprismodtagere — underskrev et åbent brev, hvori de opfordrede de australske myndigheder til at genoptage sagen og tage de nye fund alvorligt.
Benådningen i 2023
I juni 2023, efter en ny undersøgelse ledet af dommer Tom Bathurst, anbefalede rapporten at benåde Kathleen Folbigg. Den 5. juni 2023 meddelte New South Wales' guvernør Margaret Beazley, at Folbigg var blevet benådet og øjeblikkeligt løsladt efter næsten 20 år bag tremmer.
Benådningen var historisk. Den ophævede ikke formelt domfældelsen, men anerkendte effektivt, at der ikke længere var rimelig sikkerhed for, at Folbigg var skyldig. I oktober 2023 annullerede Court of Criminal Appeal samtlige domfældelser officielt og erklærede Kathleen Folbigg for uskyldig. fejldømte i Australien
En sag med vidtrækkende konsekvenser
Sagen mod Kathleen Folbigg har udløst en bredere debat om brugen af statistiske sandsynlighedsargumenter i straffesager — det såkaldte "prosecutor's fallacy" — samt om, hvordan retsystemet håndterer medicinske forklaringer versus kriminelle motiver ved spædbarnsdød. Australske retslægeeksperter og juraforskere har kaldt sagen for en katalysator for reformer inden for forensisk videnskab og retspraksis.
Craig Folbigg, der angav sin ekskone til politiet, har offentligt fastholdt sin overbevisning om hendes skyld, selv efter benådningen. Kathleen Folbigg selv har siden frigivelsen holdt en lav profil, men har via sin advokat udtrykt, at hun ønsker fred og anonymitet.
Sagen er i dag pensum på australske juridiske uddannelser som et skoleeksempel på, hvad der kan ske, når tilsyneladende overbevisende omstændighedsbevis møder utilstrækkelig videnskabelig indsigt — og hvornår sorgfulde ord i en dagbog kan misfortolkes med katastrofale følger.
