Flugt

Flugt er i dansk ret betegnelsen for den handling, at en person, der er anholdt eller fængslet, undslipper den lovlige frihedsberøvelse, som myndighederne har pålagt vedkommende. Det er altså selve undvigelsen fra statens fysiske kontrol — ikke den forudgående kriminalitet — der udgør det strafbare forhold i denne sammenhæng.

Handlingen er reguleret i straffeloven § 124, stk. 1, som fastsætter, at den, der flygter som anholdt eller fængslet, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Strafferammen afspejler, at flugt betragtes som et angreb på statens ret til at fuldbyrde en lovlig frihedsberøvelse, men at selve undvigelsen — uden vold eller tvang mod andre — anses for en relativt begrænset forbrydelse sammenlignet med fx frihedsberøvelse eller vold.

Bestemmelsen i § 124 omfatter også nært beslægtede handlinger, herunder bistand til flugt, hvor tredjeparter hjælper en anholdt eller fængslet med at undslippe. Den person, der bistår flugten, kan således selv ifalde strafansvar, selv om vedkommende ikke selv er underlagt nogen frihedsberøvelse.

I true crime-sammenhæng dækker begrebet over et bredt spektrum af hændelser: fra spontane undvigelser ved en anholdelse til minutiøst planlagte udbrud fra lukkede anstalter. Historiske eksempler som Jack Sheppards gentagne flugt fra Londons fængsler i 1700-tallet og de allieredes flugtforsøg fra Colditz Slot under Anden Verdenskrig illustrerer, hvordan flugt kan antage karakter af nærmest metodisk ingeniørkunst. I dansk kontekst er begrebet ligeledes centralt i sager, hvor dømte eller sigtede gentagne gange har unddraget sig myndighederne.

Det er væsentligt at skelne mellem flugt i juridisk forstand og den bredere hverdagsbrug af ordet. Juridisk forudsætter flugt en forudgående, lovlig frihedsberøvelse — en person, der blot undlader at møde op til et retsmøde, begår ikke flugt i § 124's forstand, men kan i stedet rammes af andre bestemmelser om udeblivelse eller unddragelse.