Hammermörder: Den tyske betjent der dræbte seks

Sagen kort

Norbert Hans Pöhlke var uddannet og tjenestegørende tysk politibetjent, da han i løbet af 1984 og 1985 begik en serie af bankrøverier og mord i Stuttgart–Ludwigsburg-regionen i Baden-Württemberg. Han anvendte en slaggehammer som sit foretrukne våben og dræbte bilister for at tilegne sig deres køretøjer til brug ved røverierne. Den tyske presse gav ham tilnavnet Hammermörder — Hammermorderen. Sagen endte ikke med en ordinær straffesag: Pöhlke dræbte sin hustru og sine to døtre og begik derefter selvmord nær Torre Canne ved Brindisi i Italien i oktober 1985. I alt kostede hans handlinger seks mennesker livet. En posthum retlig gennemgang ved Landgericht Stuttgart i 1988 bekræftede hans eneansvar for forbrydelserne.

---

Forbrydelsen

Pöhlke opererede primært i den tætbefolkede region omkring Stuttgart og Ludwigsburg, herunder i og omkring byerne Marbach, Beilstein-Schmidhausen og Poppenweiler. Hans fremgangsmåde fulgte et mønster: han opsøgte bilister, angreb dem med en slaggehammer og stjal deres køretøjer, som han efterfølgende anvendte til at gennemføre bankrøverier. Det faktum, at han selv var politimand, gav ham et indgående kendskab til efterforskningsmetoder og bidrog til at komplicere og forlænge jagten på gerningsmanden.

Blandt de identificerede ofre uden for hans egen familie var Siegfried Pfitzer, Eugene Wethey og Wilfried Scheider. Samtlige blev dræbt i forbindelse med Pöhlkes røveri- og biltyverikampagne. Stuttgarter Nachrichten beskriver kronologien i sagen som en eskalerende voldsrække, der spredte frygt i hele regionen og satte betydelige politiressourcer ind.

Det samlede offertal opgøres i kilderne til seks dræbte, idet de tre familiemedlemmer — hustru Christa Pöhlke samt døtrene Marina Pöhlke og Stefanie Pöhlke — medregnes. Familien blev dræbt af Pöhlke selv umiddelbart inden hans selvmord, en handling der afskårer enhver mulighed for at forstå et fuldt motiv.

---

Efterforskning

Efterforskningens centrale udfordring var gerningsmanden selv. Som aktiv politibetjent havde Pöhlke adgang til oplysninger om, hvordan tyske myndigheder efterforskede alvorlig kriminalitet. Efterforskningen spændte over et større geografisk område i Baden-Württemberg og krævede koordination på tværs af myndigheder. Tilnavnet Hammermörder, som pressen hurtigt etablerede, afspejlede det karakteristiske gerningsinstrument og bidrog til massiv offentlig opmærksomhed.

Jagten på Pöhlke fik en brat afslutning i oktober 1985, da han — formentlig vidende om at myndighederne lukkede sig om ham — valgte at flygte sydpå til Italien. Nær Torre Canne i provinsen Brindisi dræbte han sin hustru Christa og sine to døtre Marina og Stefanie, inden han selv tog sit eget liv. Dermed undgik han anholdelse, retsforfølgning og dom i levende live.

Den præcise dato for selvmordet angives i kilderne til enten den 22. eller den 23. oktober 1985; de foreliggende oplysninger er ikke entydige på dette punkt.

---

Retssag og dom

Eftersom Pöhlke omkom inden anholdelse, fandt der aldrig en ordinær straffesag sted mod ham. Den tyske retsstat valgte imidlertid at gennemføre en posthum retlig undersøgelse for at fastslå ansvarsforholdene og give ofrenes pårørende en form for officiel afklaring. Landgericht Stuttgart — Stuttgart Landsret — gennemførte i 1988 denne posthume procedure, som konkluderede, at Norbert Hans Pöhlke bar det eneansvar for de forbrydelser, der var begået i perioden 1984–1985.

Den posthume sag er uden fortilfælde i sin art i tysk retshistorie og har siden tiltrukket juridisk og kriminologisk interesse. For ofrenes familier repræsenterede den en officiel anerkendelse af, hvad der var sket, selv om ingen straf kunne fuldbyrdes.

---

Sagen i dag

Norbert Pöhlkes forbrydelser er fortsat en del af den tyske kriminalhistoriske bevidsthed, særligt i Baden-Württemberg. Sagen rejser vedvarende spørgsmål om, hvordan en person med adgang til statens magtapparat kan misbruge denne position til systematisk vold — og om de mekanismer, der burde have opdaget og stoppet ham. Internationale billedarkiver dokumenterer stadig sagsmaterialet, og sagen omtales regelmæssigt i forbindelse med anniversarier og journalistiske gennemgange af tyske seriemordssager.

Med Landgericht Stuttgarts kendelse fra 1988 er sagen retligt afsluttet. Den efterlader sig ikke desto mindre seks ofre — og de spørgsmål, som ingen domstol fuldt ud kan besvare.