Henri Landru – den franske ægteskabssvindler der myrdede 11

Sagen kort

Henri Désiré Landru er en af Frankrigs mest berygtede seriemordere. Sagen handler om en mand, der i krigsårene 1915–1919 systematisk lokkede enlige og sårbare kvinder i en dødsfælde ved at udgive sig for at søge ægteskab – og derefter fik dem til at forsvinde. Han blev kendt skyldig i 11 forsætlige drab ved Cour d'assises de la Seine i Paris den 30. november 1921 og henrettet ved guillotinen i Versailles den 25. februar 1922. Sagen er afsluttet.

Forbrydelsen

Under Første Verdenskrig var det franske samfund præget af tab og sorg. Millioner af kvinder havde mistet mænd og fædre i krigen, og mange stod alene med begrænset økonomi. Det var i dette sårbare miljø, Henri Désiré Landru slog til.

Landru oprettede falske ægteskabsannoncer og kontaktede enlige kvinder under løfte om kærlighed og forsørgelse. Han var charmerende og vedholdende, og han formåede at vinde kvindernes tillid – og i flere tilfælde at overtage eller tilegne sig deres formuer og ejendele – inden de forsvandt sporløst.

Gerningsstederne var to landsteder i Paris-regionen: et i Vernouillet og et i Gambais. Det var i disse omgivelser, at ofrene menes at have mødt deres endeligt. Idet ligene aldrig i sin helhed blev fundet, byggede anklagen i høj grad på Landrus egne detaljerede notesbøger samt vidneudsagn og materielle beviser. Hans kaldenavn, 'Blåskæg fra Gambais', blev en direkte reference til det klassiske folkeeventyr om en mand, der gemmer sine myrdede hustruer.

De 11 ofre, som Landru ved domfældelsen blev fundet skyldig i at have dræbt, var: Jeanne Cuchet, hendes søn André Cuchet (teenager), Thérèse Laborde-Line, Marie-Angélique Guillin, Berthe Héon, Anna Collomb, Andrée Babelay, Célestine Buisson, Louise Jaume, Anne-Marie Pascal og Marie-Thérèse Marchadier. Gruppen repræsenterer et bredt udsnit af datidens franske kvinder, der alle søgte tryghed og fandt det modsatte.

Efterforskning

Sagen begyndte at rulle, da pårørende til de forsvundne kvinder henvendte sig til myndighederne. Efterforskerne sporede Landru og afslørede, at han havde opereret under flere falske identiteter. Da han blev anholdt, fandt politiet notesbøger hos ham, der angav navne og detaljer om de kvinder, han havde mødt. Disse optegnelser viste sig at blive centrale beviser i retssagen.

Det faktum, at der ikke forelå komplette lig, var en af sagens store juridiske udfordringer. Anklagemyndigheden måtte bevise 11 drab primært via omstændigheder, dokumenter og vidner. Ikke desto mindre fandt nævningetinget i Paris Landru skyldig på alle 11 punkter.

Retssag og dom

Retssagen mod Henri Désiré Landru fandt sted ved Cour d'assises de la Seine i Paris og tiltrak enorm offentlig og international opmærksomhed. Landru forholdt sig koldt og afvisende under hele processen og nægtede konsekvent at indrømme noget.

Den 30. november 1921 faldt dommen: skyldig i 11 forsætlige drab (homicides volontaires), og straffen var døden. Landru indgav en nådeansøgning, som præsident Alexandre Millerand afviste.

Den 25. februar 1922 blev Henri Désiré Landru guillotineret i Versailles. Henrettelsen tiltrak en stor folkemængde og blev dækket af internationale medier, et vidnesbyrd om den kolossale interesse, sagen havde vakt langt uden for Frankrigs grænser.

Sagen i dag

Sagen mod Henri Désiré Landru er juridisk afsluttet. Den indgår i dag som en markant del af kriminalhistorien og omtales hyppigt i forbindelse med studiet af ægteskabssvindel og seriemord i det tidlige 20. århundrede. Sagen illustrerer, hvordan krigstidens sociale opbrud og kvinders sårbare position kunne udnyttes systematisk af en enkelt gerningsmand.

For de 11 ofre og deres efterladte repræsenterede retssagen og dommen en form for retslig anerkendelse, selv i en sag hvor de fysiske spor var begrænsede. KrimiNyt har valgt ikke at bringe yderligere private oplysninger om ofrenes familier ud over de navne, der fremgår af den offentlige retsbehandling.