Brandangrebet i Solingen 1993

Sagen kort

Brandangrebet i Solingen den 29. maj 1993 er et af de mest alvorlige racistisk motiverede angreb i efterkrigstidens tyske historie. Natten mellem den 28. og 29. maj 1993 satte fire unge tyske mænd fra det lokale nynazistiske og højreekstreme miljø ild til Genç-familiens hus på Untere Wernerstraße 81 i Solingen i delstaten Nordrhein-Westfalen. Fem kvinder og piger omkom i flammerne, og 14 øvrige familiemedlemmer blev såret, nogle af dem livstruende alvorligt. Sagen chokerede Tyskland og udløste en bred offentlig debat om højreekstremisme og racisme i landet. Bundeszentrale für politische Bildung beskriver angrebet som et vendepunkt i den tyske bevidsthed om politisk motiveret vold mod minoriteter.

Forbrydelsen

De fem ofre, der mistede livet, var alle kvinder og piger med tilknytning til den tyrkisk-tyske Genç-familie: Gürsün İnce (27 år), Hatice Genç (18 år), Gülüstan Öztürk (12 år), Hülya Genç (9 år) og Saime Genç (4 år). 14 andre familiemedlemmer blev kvæstet, og flere overlevende kastede sig ud fra vinduerne i desperation for at komme væk fra flammerne.

De fire gerningsmænd – Markus Gartmann, Felix Köhnen, Christian Reher og Christian Buchholz – var alle fra det lokale højreekstreme miljø i Solingen. Angrebet beskrives konsekvent som racistisk og højreekstremistisk motiveret og fandt sted i en periode, hvor der i det genforenede Tyskland var en markant stigning i voldelige angreb rettet mod personer med indvandrerbaggrund. Familien Genç havde boet i Solingen i en årrække og var dybt forankret i lokalsamfundet.

Deutsche Welle beskriver i sin dækning af 30-året for angrebet, hvordan Solingen stadig bærer på sårene fra den nat, og hvordan efterladte familiemedlemmer fortsat kæmper for anerkendelse og erindring.

Efterforskning

Tyske myndigheder identificerede hurtigt de fire gerningsmænd. Efterforskningen klarlagde, at Gartmann, Köhnen, Reher og Buchholz havde handlet i fællesskab og med forsæt. Angrebet var planlagt og udført med det formål at skade en familie af tyrkisk herkomst. Sagen gik herefter til anklagemyndigheden, og de fire mænd blev tiltalt ved Oberlandesgericht Düsseldorf – den regionale overdomstol i Nordrhein-Westfalen.

Retssag og dom

Den 13. oktober 1995 afsagde Oberlandesgericht Düsseldorf dom i sagen. Alle fire tiltalte blev fundet skyldige i fem tilfælde af drab, 14 tilfælde af forsøg på drab samt særlig grov brandstiftelse (besonders schwere Brandstiftung efter tysk strafret). Den ældste af de dømte, Markus Gartmann, fik den strengeste straf: 15 års fængsel. De tre øvrige – Felix Köhnen, Christian Reher og Christian Buchholz – blev idømt 10 års fængsel hver, idet retten anvendte ungdomsstrafferetten (Jugendstrafrecht) i deres tilfælde.

Dommen blev indanket, men i 1997 stadfæstede Bundesgerichtshof – den tyske forbundsdomstol og landets øverste instans i strafferetslige sager – afgørelsen fra Düsseldorf i sin helhed. Alle fire mænd har nu afsonet deres respektive straffe og er løsladt.

Deutschlandfunk har i sin dokumentation af sagen fremhævet, at dommene dengang blev modtaget med blandede reaktioner: nogle anså straffene for utilstrækkelige i betragtning af forbrydelsernes karakter og omfang, mens andre pegede på, at ungdomsstrafferetten afspejlede de tiltaltes alder på gerningstidspunktet.

Sagen i dag

Brandangrebet i Solingen betragtes i dag som en af de mørkeste kapitler i det genforenede Tysklands nyere historie. Alle fire gerningsmænd har afsonet deres straf og er ude af fængslet. For Genç-familien og de mange overlevende er sagen aldrig lukket på samme måde: tabet af fem familiemedlemmer og de fysiske og psykiske skader, som de sårede pårørende har båret med sig, er en vedvarende realitet.

Sagen indgår i dag i den tyske kollektive erindring om højreekstremistisk og racistisk vold og bruges aktivt i den politiske og historiske diskussion om, hvordan det tyske samfund forholder sig til sin minoritetsbefolkning og til politisk motiveret vold. Hvert år markeres årsdagen for angrebet i Solingen med mindearrangementer, og navnene på de fem ofre – Gürsün İnce, Hatice Genç, Gülüstan Öztürk, Hülya Genç og Saime Genç – forbliver en del af byens og landets hukommelse.