Lasermannen: John Ausonius' racistiske skydekampagne i Sverige

Sagen kort

Sagen om John Ausonius — i Sverige og Danmark bedre kendt under tilnavnet Lasermannen — er en af de mest alvorlige racistisk motiverede forbrydelsesrækker i Skandinaviens moderne historie. Mellem august 1991 og januar 1992 rettede Ausonius en systematisk skydekampagne mod personer med indvandrerbaggrund i Stockholm-området og Uppsala. I alt 11 mennesker blev ramt: én blev dræbt, ti blev såret. Sagen rystede det svenske samfund og satte for alvor fokus på organiseret racistisk vold som et samfundsproblem.

Ausonius er svensk statsborger og var på gerningstidspunktet en mand i trediverne. Han er født under navnet Wolfgang Alexander Zaugg og optrådte siden under navnet John Wolfgang Alexander Ausonius. Hans tilnavn, Lasermannen, stammer direkte fra hans valg af mordvåben: et gevær udstyret med lasersigte, som han anvendte til at identificere og ramme sine ofre med præcision.

Forbrydelsen

Det første kendte angreb i rækken fandt sted den 3. august 1991. Den aften blev David Gebremariam, en 21-årig immigrant fra Eritrea, skudt og dræbt. Gebremariam er det eneste dræbte offer i den svenske del af sagen, og hans død markerede startskuddet til en skydekampagne, der ville strække sig over de næste fem måneder. Som Polismuseet dokumenterer i sin gennemgang af sagen, var samtlige angreb i Sverige rettet mod personer, som gerningsmanden opfattede som indvandrere eller personer med udenlandsk baggrund.

I alt 10 yderligere personer blev såret i perioden frem til januar 1992. Angrebene foregik spredt over Stockholm-området og Uppsala og skabte udbredt frygt i de berørte samfund. Ofrene var tilfældige i den forstand, at Ausonius ikke kendte dem personligt — de var udvalgt alene på baggrund af deres etniske fremtoning. Motivet var konsekvent racistisk og xenofobisk.

Valget af et gevær med lasersigte var ikke tilfældigt. Lasersigtet gjorde det muligt for Ausonius at operere på afstand og med en grad af præcision, der vanskeliggjorde vidneudsagn og efterforskning. Det var også dette kendetegn, der hurtigt gav ham tilnavnet Lasermannen i svenske medier og politirapporter, som SVT har beskrevet i deres dækning af sagen og dens ofre.

Efterforskning

Efterforskningens forløb var langstrakt og kompliceret. De gentagne angreb over måneder, der var spredt geografisk og uden åbenbar forbindelse mellem ofrene ud over deres etniske baggrund, udgjorde en særlig efterforskningsmæssig udfordring for svensk politi. Den svenske offentlighed og de berørte indvandrermiljøer levede i en periode under konstant frygt.

Bruddet i sagen kom ikke som resultat af et direkte gennembrud i skyderiernes efterforskning, men derimod via et bankrøveri. Den 12. juni 1992 blev Ausonius anholdt i Stockholm i forbindelse med et røveri. Anholdelsen ledte hurtigt efterforskerne videre til hans rolle som Lasermannen, og han blev koblet til samtlige angreb i rækken.

Retssag og dom

For de svenske forbrydelser — herunder drabet på David Gebremariam, de ti mordsforsøg og en række røverier — blev John Ausonius idømt livstids fængsel ved de svenske domstole. Dommen er stadfæstet.

Parallelt med den svenske sag blev Ausonius efterfølgende stillet for en tysk domstol for et separat drab begået i Frankfurt i 1992. Offeret var Blanka Zmigrod, en overlevende fra Holocaust. Også for dette drab blev Ausonius idømt livstids fængsel — denne gang af det tyske retssystem. Den tyske dom er ligeledes stadfæstet.

Ausonius er således den sjældne og dybt alvorlige undtagelse, der bærer to separate livstidsdomme i to forskellige lande for to separate drab, begge med racistisk eller antisemitisk karakter. Som den svenske encyklopædi Nationalencyklopedin beskriver det, er Lasermannen-sagen et centralt kapitel i svensk kriminalhistorie.

Sagen i dag

John Ausonius afsoner fortsat sin straf. Sagen om Lasermannen er ikke blot en kriminalhistorisk begivenhed — den er også et vigtigt referencepunkt i den løbende samfundsdebat om racistisk motiveret vold, hadforbrydelser og statens forpligtelse til at beskytte minoriteter. David Gebremariams skæbne og de øvrige ofres traumer har sat sig varige spor i de svenske indvandrermiljøer, der oplevede angrebene på nært hold.

KrimiNyt har valgt ikke at gengive navnene på de ti overlevende ofre i den svenske del af sagen, da offentliggørelsen af disse ikke er nødvendig for at belyse sagens historiske og samfundsmæssige betydning, og af hensyn til de berørtes privatliv.

Sagen tjener i dag som en påmindelse om, at systematisk, racistisk motiveret vold ikke er et abstrakt fænomen, men noget, der rammer konkrete mennesker, familier og fællesskaber — og at retssystemet på tværs af landegrænser kan og skal reagere.