Highway of Tears: Forsvindinger og drab langs Highway 16

Sagen kort

Highway of Tears er ikke én enkelt straffesag, men en samlet betegnelse for en lang række forsvindinger og drab på kvinder og piger langs Highway 16 – også kaldet Yellowhead Highway – i den canadiske delstat British Columbia. Strækningen løber ca. 724 km mellem byerne Prince George mod øst og Prince Rupert mod vest ved Stillehavskysten. Sagerne strækker sig fra 1969 og frem til i dag, og de fleste er fortsat uopklarede. Et påfaldende og dybt bekymrende træk ved sagerne er, at uforholdsmæssigt mange af ofrene er indfødte (Indigenous) kvinder og piger – en demografisk gruppe, der i Canada som helhed er voldsomt overrepræsenteret som ofre for vold og forsvindinger.

RCMP (Royal Canadian Mounted Police) anerkender officielt 18 sager i perioden 1969 til 2006 under det særlige efterforskningsprojekt kaldet Project E-PANA. Indfødte organisationer og lokale grupper i området mener imidlertid, at det reelle antal er langt højere – nogle anslår 40 ofre, andre over 50, afhængigt af hvordan man definerer det geografiske område og den relevante tidsramme.

Forbrydelsen

De sager, der samles under betegnelsen Highway of Tears, er enkeltstående hændelser spredt over årtier, men de deler en række fælles karakteristika: unge kvinder og piger, mange af dem indfødte, der forsvinder eller bliver fundet dræbt langs eller i nærheden af Highway 16. Mange af ofrene menes at have trampet eller søgt lift langs en landevej, hvor den offentlige transport historisk set har været meget begrænset, og hvor afstandene mellem byerne er enorme.

Bland de navne, der optræder på RCMP's og andre større referencelister over ofre, er: Gloria Moody, Micheline Pare, Gale Weys, Pamela Darlington, Monica Ignas, Colleen MacMillen, Monica Jack, Maureen Mosie, Alberta Williams, Ramona Wilson, Roxanne Thiara, Alisha Germaine, Aielah Saric-Auger, Shelley Bascu, Tamara Chipman, Nicole Hoar, Lana Derrick og Delphine Nikal. Bag hvert af disse navne ligger en families tab og i de fleste tilfælde en sag, der aldrig er blevet opklaret. En oversigt over ofrene er tilgængelig hos Global News.

Det er ikke muligt at tegne et samlet gerningsmandsportræt, fordi efterforskerne ikke mener, der er tale om én enkelt gerningsmand. Sagerne er vidt forskellige i detaljer og tidspunkter, og der er ingen samlet tiltale eller retssag, der omhandler Highway of Tears som helhed.

Efterforskning

RCMP oprettede Project E-PANA som et særligt efterforskningsteam med fokus på sagerne langs Highway 16. Projektet arbejdede med at kortlægge de 18 officielt anerkendte sager og forsøge at identificere mulige gerningsmænd eller forbindelser mellem sagerne.

I forbindelse med drabet på Colleen MacMillen pegede politiet på Bobby Jack Fowler som mistænkt. Fowler, en amerikansk statsborger, var allerede fængslet i USA for andre forbrydelser og døde i fængslet i 2006 – inden han nåede at blive formelt sigtet i MacMillen-sagen. Hans død satte dermed en foreløbig stopper for denne efterforskningslinje.

En anden sag, der fik opmærksomhed, er mordet på Monica Jack. Her blev Garry Taylor Handlen sigtet i sagen. På grund af modstridende oplysninger i de tilgængelige kilder om sagens endelige juridiske udfald er det ikke muligt at bekræfte, hvordan retssagen endte.

Cody Legebokoff blev i 2014 dømt for mordet på Loren Donn Leslie samt tre andre kvinder. Hans sag er geografisk forbundet med det bredere Highway of Tears-område, men den canadiske politimyndighed placerer den ikke som en del af de 18 officielt anerkendte sager langs Highway 16. CBS News har dokumenteret en række af sagerne.

En af de strukturelle udfordringer for efterforskningen har været, at det store geografiske område, de lange afstande og den spredte befolkning gør det vanskeligt at indsamle vidneudsagn og tekniske beviser. Kritikere – herunder indfødte organisationer – har desuden i årevis påpeget, at myndighedernes reaktion på forsvindinger og drab på indfødte kvinder historisk set har været for langsom og for utilstrækkelig.

Retssag og dom

Der eksisterer ingen samlet retssag om Highway of Tears. De sager, der er opklaret eller har ført til sigtelser, behandles enkeltvis ved de relevante canadiske domstole i British Columbia. Størstedelen af sagerne – herunder langt de fleste af de 18 på RCMP's liste – er aldrig blevet ført for en domstol, fordi gerningsmanden simpelthen ikke er identificeret.

Den juridiske og politiske debat om Highway of Tears har i stigende grad handlet om systemiske spørgsmål: Hvad er årsagen til, at så mange indfødte kvinder og piger er forsvundet? Har myndighederne prioriteret disse sager tilstrækkeligt? Og hvad ansvar bærer det canadiske samfund for den strukturelle sårbarhed, som mange indfødte kvinder befinder sig i?

Sagen i dag

Highway of Tears er i Canada et symbol på en langt bredere krise: forsvindingen og drabet på indfødte kvinder og piger (MMIWG – Missing and Murdered Indigenous Women and Girls). Den canadiske regering har iværksat nationale undersøgelser af dette fænomen, og Highway 16-korridoren nævnes konsekvent som et af de mest markante eksempler.

De fleste af sagerne forbliver uopklarede. Ofrenes familier venter fortsat på svar. Lokale og indfødte organisationer fortsætter med at presse på for ressourcer til efterforskning, bedre transportmuligheder langs Highway 16 og større synlighed om ofrenes skæbner. The Canadian Encyclopedia beskriver korridorens historiske og sociale kontekst indgående.

Highway of Tears minder os om, at bag kriminalsager med ukendte gerningsmænd er der altid konkrete mennesker – med navne, familier og liv, der fortjener at blive husket og efterforsket med den fulde alvor, enhver forbrydelse kræver.